Fremgangsmåde

Annoncer for Reklame for Alvor indrykkes i de største dagblade. Her opfordres der til, at organisationer, grupper eller enkeltpersoner, som arbejder for en god sag, indsender en ansøgning om at blive reklamekampagnens afsender. Sagen skal være relevant for hele landet, og ansøgeren skal kunne håndtere den respons, som kampagnen afstedkommer. Samtidig må organisationen ikke kunne køre en tilsvarende kampagne for egne midler.

I september vurderer en jury, ud fra kriterier om relevans, seriøsitet og bredde, hvilken sag, der skal udvælges til Reklame for Alvor.

Når sagen er fundet, bliver der udarbejdet en brief omkring budskabet, dets problemstillinger, historik og målsætninger m.m. Briefen forfattes af en kompetent og nøje udvalgt strategisk planner, og sendes til alle reklamebureauer, der er medlem af DRRB og herudover til alle, der selv henvender sig. Briefen opfordrer således til, at alle kreative på landets bureauer udfærdiger forslag til, hvordan de mener, at reklamekampagnen bør se ud. De kreative har herefter 1-2 måneder til at udvikle et konkret kampagneforslag.

Ud fra alle indsendte kampagneforslag (som er anonyme), vælger en dommerkomité, bestående af fagfolk på tværs af kommunikationsbranchen, sponsorer og repræsentanter fra afsenderorganisationen, den vindende reklamekampagne.

Shortlisten og vinderkampagnen bliver offentliggjort ved et arrangement, hvor alle kampagneforslag hænger til gennemsyn. Alle interesserede kan således se, hvilket stort stykke arbejde og engagement, der ligger bag Reklame for Alvor. De kreative personer bag vinderkampagnen får ved arrangementet overrakt årets Reklame for Alvor hæder, samt "æren og pligten" til at færdiggøre reklamekampagnen, som indrykkes i sponsormedierne i marts 2010. Som noget nyt modtager årets vinderbureau et "årslogo", som bureauet kan bruge til at markedsføre sig med, logoet symboliserer en bevidsthed om et socialtansvar og et overskud til samfundet.
Reklame for Alvor · Huset Markedsføring · Nordre Fasanvej 113 - 115 · 2000 Frederiksberg · Telefon: 38 11 87 87