| Værd at vide for
organisationer Hvem kan søge?
Alle organisationer, enkeltpersoner eller grupper, som arbejder ideologisk for et humanitært eller samfundsengagerende formål. Reklame for Alvor henvender sig primært til organisationer, der i dag ikke har økonomisk mulighed for at markedsføre sig selv i de brede medier. Organisationer med store marketingbudgetter kan således ikke umiddelbart komme i betragtning, med mindre de kan dokumentere, at der ikke er eller har været afsat ressourcer til det pågældende område. Organisationer eller foreninger, som tidligere er blevet tildelt Reklame for Alvor kan ikke søge igen, før der er gået 5 år. Hvordan søger man? Ansøgning skal sendes til Huset Markedsføring inden den 1. september 2011. Den skal indeholde oplysninger, som viser, at der foreligger et uomtvisteligt behov for støtte til det foreslåede formål. Ansøgningen skal som minimum indeholde: 1. Baggrunden for ansøgning 2. Budskabet, der skal kommunikeres (maximalt 30 ord) 3. Argumentation for budskabets relevans - for hele landet 4. Målsætningen for kampagnen 5. Beskrivelse af organisationens virke Den formelle ansøgning bør ikke fylde mere end to A4 sider, men supplerende materiale er velkomment. Hvilket formål kan kampagnen have? Reklame for Alvor skal bidrage til et defineret samfundsengagerende formål. Projektet skal afvikles således, at det enten resulterer i en konkret handling, f.eks. pengeindsamling, øget engagement eller i en holdningsændring i samfundet. Formål som uddannelse og forskning skal som udgangspunkt ikke være genstand for en indsamling gennem Reklame for Alvor. Indsamlinger såvel uden for som inden for landets grænser kan godkendes. Det forudsættes, at man ved sådanne aktioner lægger stor vægt på at bringe bred og alsidig oplysning om formålet og behovet for hjælp. Hvem udvælger organisationen? Huset Markedsføring afgør i samarbejde med en jury, hvem der skal tildeles afsenderpladsen i Reklame for Alvor. Huset Markedsføring er således ansvarlig for gennemførelsen af hele projektet; sponsering af mediaplads, produktion, valg af jury m.m. I samarbejde med den valgte afsenderorganisation samt en udvalgt strategisk planner, udarbejdes der en briefing, som udsendes til alle reklamebureauer i Danske Reklamebureauers Brancheforening og herudover til andre reklamebureauer, der ønsker at deltage. Som afsender har du 2-3 bisiddere med i juryen. Bisidderne kommer ind i juryarbejdet, når en shortliste er fundet af den øvrige jury. Bisidderne kan her kommentere relevansen af kampagnerne på shortlisten, men har ingen stemmeret. Det bør bemærkes, at Reklame for Alvors intentioner også er at stimulere til nytænkning, når det gælder samfundsinformation. Koster det noget? Reklame for Alvor vil for så vidt muligt være uden omkostninger for afsenderen. Alle udgifter frem til skitsearbejderne dækkes af konkurrencedeltagerne selv (reklamebureauerne). Udarbejdelsen af vinderkampagnen, samt udgifter ved præmieoverrækkelsen bliver dækket gennem frivilligt arbejde (det vindende bureau) og sponsorer (foto, repro, tryk, filmproduktion m.m.) Mediaomkostninger dækkes af de media, der sponserer projektet. Bemærk: Reklame for Alvor dækker kun omkostninger i forbindelse med de i briefingen beskrevne opgaver. Ønsker afsenderorganisationen noget materiale/arbejde ud over dette, må dette aftales og eventuelt afregnes direkte med reklamebureauet. Hvis bureauet ikke ønsker flere opgaver end de i briefingen beskrevne, afholdes disse ekstraomkostninger af afsenderen/organisationen selv. Gode råd En ansøgning bør anskueliggøre et konkret behov, en mangel, eller på anden måde illustrere at sagen i DK ikke har den fornødne økonomiske eller folkelige opbakning, til trods for et stort potentiale. Her er konkrete tal altid godt, f.eks. hvor mange mennesker drejer det sig om, hvor stor en procentdel af disse oplever problemer, hvilke problemer kan man i praksis gøre noget ved og hvordan. En god ide er også at skele til andre lande, og se om der er projekter, der viser hvor stort potentialet i Danmark er. Fortæl om, hvad der bliver gjort på området i forvejen og hvorfor dette ikke er nok. Kontakt: Hvis du har nogen praktiske spørgsmål, er du velkommen til at ringe til Huset Markedsføring på telefon
3811 8787.
Ansøgninger sendes til Reklame for Alvor, Huset Markedsføring, Nordre Fasanvej 113 - 115, 2000 Frederiksberg. |